Samarbejder med børn og unge
Nadja´s malerier
Da min ældste datter Nadja var omkring 2-3 år gammel, havde vi i en periode en tilbagevendende fælles aktivitet. Nadja sad på mit skød ved mit skrivebord. Papir, maling og pensler lå på bordet indenfor rækkevidde. Som sikkert alle andre børn ville gøre, greb hun penslen, dyppede den i malingen og med store roterende bevægelser afsatte hun malingen på papiret. Jeg ikke kunne iagttage nogen som helst tvivl i penslens rotationer hen over papiret. Hun var - i en kort stund - helt og aldeles koncentreret om at male. Nogle gange bare ganske få cirkelslag, andre gange blev hun ved til papiret næsten var dækket. De var i mine øjne et rendyrket billede på bevægelse, et resultat af en intuitiv, næsten reflektorisk motorik. Nadja tvivlede heller ikke når hun valgte at gå videre til næste maleri. Hun afgjorde det ved resolut at hive maleriet ned på gulvet.
Et spørgsmål pressede sig på efter at have fulgt Nadja´s arbejde på tæt hold. Hvordan afgjorde hun at et maleri var færdigt? Hvorfor blev nogle malerier færdige på 2 roteringer og andre på 20? Nadjas næsten provokerende skråsikkerhed hvad angår at bestemme hvornår et maleri var færdigt, pirkede naturligvis til det faktum, at netop det er en øm tå for mange billedkunstnere.
Spørgsmålet fik mig til at fokusere på det at tvivle. Under min egen maleproces bruger jeg virkelig meget tid på at tvivle, på at sammenligne, vurdere, tænke om og male over. Alt sammen manøvrer der hjælper mig til at tage velbegrundede valg. Men jeg ved også hvordan det føles, når man så at sige er i synk med koncentrationen, og kan lade billedet flyde direkte gennem hånden ud på papiret. Når jeg arbejder uden at lægge filtre og vurderinger ind som afbrydelser undervejs. Når jeg kan gemme tvivlen - til senere.
Nadjas naturlige adgang til den tvivlsløse koncentration satte mine egne koncentrationskvaler i perspektiv. Kunne jeg lære noget hendes proces? Kunne jeg blive bedre til at mærke hvornår jeg var parat til at arbejde helt koncentreret?
Svaret blev en masse små cirkler, malet med pensel, så vidt muligt i ét strøg. En meget enkel handling, ingen figuration, ingen affekt og ingen relation til anden kunst. Blot ro i kroppen, tom hjerne, og al opmærksomhed rettet mod penslens møde med papiret.
Jeg udviklede et slags fysisk opvarmningsprogram, der sikrede at jeg ikke gik gang maleprocessen før jeg var parat. Og når først jeg havde mærket at arbejdet flød som det skulle, var det let at mærke hvornår koncentrationen var opbrugt, og det var tid til at stoppe. At vente og stoppe rettidigt blev mit mantra.
Et udvalg af disse cirkler blev til punktummer mellem Nadja´s malerier på en ophængning i udstillingsstedet Kongo i 1995. Mest for bare at viderebringe min forståelse af børns adgang koncentreret intuition til kollegaer og andre interesserede. Men mine egne erfaringerne med bevidst at vælge det tvivlende aspekt fra - og til igen, fik også stor indflydelse på min maleproces i årene fremover. (se f.eks. udstillingerne i Overgaden 1987 og 1997)
Ping - pong
Sideløbende med dette blev jeg involveret i forskellige projekter for børn i skolealderen, i samarbejde med bl.a. Willumsens museum, Børnekulturcenteret i Helsingør, Thorvaldsens Museum og Ballerup Kommune. Senest har jeg over en 3 årig periode samarbejdet med eleverne på Skærbæk Distriktsskole om foranderlige bidrag til udsmykningen af deres nye skole.
Det er i det direkte møde mellem børn og kunstnere, at der kan opstå et legende samarbejde og en kunstnerisk udveksling. Legen forudsætter at man kender og følger den konkrete legs præmisser. Men frem for alt skal man have lyst til at lege. Min fornemmeste opgave i samarbejdet med børn er derfor at finde rummeligste rammer for legen, så flest muligt har lyst til at med. Man tager legen alvorligt ved at fastholde lysten.
Det samme er kendetegnende for den kunstneriske proces. Lysten er en nødvendig motor. Så når jeg arbejder sammen med børn, leder jeg altid efter en bølgelængde ind i børnenes intuitive ideer og valg, som jeg så kan kvalificere ved bare at gå med i legen. Og samarbejdet kvalificerer selvfølgelig også den anden vej, fordi det kræver, at jeg skærper min tillid til intuitionen. Der kan opstår et uforudsigeligt og vitaliserende ping-pong- forløb.
Kunstkonsulent
Erfaringerne fra alle børneprojekterne var medvirkende til at jeg i 2001 blev ansat i Ballerup Kommune som konsulent for en børnekunstfond, der netop havde til formål at støtte mødet mellem børn og kunstnere. Min opgave var bl.a. at gå i dialog med de skoler og institutioner som ønskede at huse et kunstprojekt, for at kvalificere deres ideer og pege på egnede kunstnere til lige netop det konkrete projekt. Men jeg var også selv kunstnerisk ansvarlig for nogle af de større børneprojeketer i kommunen, som f.eks. ”Vølåms Stemme” og ”Børneskulpturer til Damgårdsparken”
I 2009 blev blev Børnekunstfondens arbejde overtaget af det nyetablerede Ballerup Kunstråd, som således blev ansvarlig for alle kommunens kunstneriske aktiviteter. Jeg fortsatte som konsulent for Kunstrådet og havde til opgave at skabe det bedst mulige betingelser for at mødet mellem kommunen og kunsten. En edderkop-funktion, hvor mine handlemuligheder voksede efterhånden som flere og flere, borgere såvel som de forskellige kommunale afdelinger, fik erfaringer med kunsten på nært hold. Kunstrådet blev nedlagt i 2016.
Udvalgte børneprojekter
2002 – 2003 ”Vølåms Stemme”, Børneprojekt i Måløv
Alle daginstitutioner og skolen i Måløv deltog i dette sammensatte projekt, og kunstnere indenfor billedkunst, musik, teater, samt journalister og skolelærere, var ansvarlige for det enkelte delprojekter. En rammefortælling om hvordan der i fortiden havde været et børnenes Måløv, kaldet Vølåm, foldede sig for alvor ud til det afsluttende event hvor alle deltagere mødtes på en høj i byparken – der hvor børnenes særlige kraft var særlig stærk.
2002 – Børneskulpturpark, Damgårdsparken i Ballerup
250 børn fra indskolingen og mellemtrinnet fra Parkskolen, deltog i dette skulpturprojekt. Efter at have gennemgået et slags uddannelsesforløb, arbejdede de on site, dvs. i Damgårdsparken, som er nabo til skolen. De valgte et sted hvor de kunne sidde og lave med skulpturen i ler. Arbejdet kunne strække og over flere dage, og børnene kunne også arbejde videre efter skoletid. I et stort arbejdstelt midt i parken blev lerskulpturerne støbt om i beton med hjælp fra erfarne billedkunstnere. Til sidst forankret i et lille fundament der hvor børnene synes de skulle stå.
2000 – ”Mørke & Ljüs”, Børneprojekt på Thorvaldsens Museum
Et to delt forløb, hvor børnene dels arbejdede som billedhuggere og dels som fotografer. Den skulpturelle opgave gik ud på at vælge en af Thorvaldsens hvide marmor figurer, og diskutere sig frem til hvordan modsætningen, skyggen til denne figur, kunne se ud. Efter børnene havde tegnet skitser, besluttede de hvordan ”skyggen” skulle se ud, og den blev bygget 1:1 i samarbejde med billedkunstner Mikael Thejll. Den anden opgave gik ud på at lave sit eget hulkamera ud af en lille papkasse, fotografere i samlingen og fremkalde billederne selv i et lille mørkekammer i kælderen. Men fotoholdet havde også en fælles opgave at løse: Blandt de ansatte på museet går der et hårdnakket rygte om at Thovaldsens kammertjener, som boede i kælderen indtil sin død, ind i mellem vandrer rundt på museet som spørgelse. Vi fremstillede derfor et spørgelses-kamera ud af en kæmpe papkasse, og lod det stå og eksponere hele natten i det mørke museum. Det var med stor spændning vi gik i mørkekammeret næste dag. En gang lykkedes det!!! En uforklarlig hvid plamache sås tydeligt mellem benene på Kejser Maximillians hest.
1999 – ”Stedsans”, Børneprojekt og udstilling for H99, Helsingør.
En hel kontoretage i en tom industribygning i Helsingør havn ,var rammen om et ugelangt arbejdsforløb for skoleklasser på mellemtrinnet. Ud over en række øvelser af arkitektfaglig karakter, fik børnene, i mindre grupper, til opgave at indrette deres helt eget kontor i et af husets ca. 25 tomme kontorrum. Med adgang til en stor mængde materialer af forskellig art, fik de mulighed for at arbejde 1:1 med både deres kreative, arkitektoniske og håndværksmæssige potentialer.
1995 – ”Slottene sladrer” Børneudstilling til Kronborg Slot (TAPKO)
Kerstin Bergendal, Jørgen Carlo Larsen og jeg var hyret til at lave et skulpturprojekt til Kronborg Slot. Sammen med de involverede skoleklasser opdigtetede vi en rammefortælling om en greve på Kronborg, der var så ond mod sine undersåtter at de selv i døden ikke fik fred for hans plageri. Kun hvis de blev fremstillet som skulpturer og samlet i en særlig sal på Kronborg præcis 400 år efter grevens død, kunne de stakkels undersåtter få fred. Der var altså en klar mission med at skoleklasserne, der hver havde en uges arbejdsforløb i Toldkammerets børneværksted, fik udført i alt ca. 20 legemsstore figurer i bemalet gibs
1994 – ”Udtryk til Skue”, sanseudstilling på J.F. Willumsens Museum
Med udgangspunkt i Willumsens dobbeltportræt af Emil Poulsen der ser sig selv i rollen som Henrik d. 8., skulle børnene prøve kræfter med det at udtrykke sig gennem kroppen. Spille en anden ved at skifte tøj og kropssprog. Børnene fik i små hold adgang til klæd ud-tøj og diverse rekvisitter, og skulle så lave deres eget iscenesatte billede med dem selv som aktører. Når de havde bestemt hvad billedet skulle forestille stillede de sig i position på en lille scene. Tæppet gik, børnene stod musse stille, og kammaraterne appluderede.
