Cai-Ulrich von Platen

Udsigter
Clausens Kunsthandel & Banja Rathnov Gallerie 2019

Efter et besøg i 2011 på Kunsthistorische Museum i Wien, der har en stor samling af Pieter Bruegel’s malerier, besluttede jeg at finde en måde at genbruge og aktualisere Bruegels måde at fortælle virkelighedens store og bagvedliggende historier. Dette blev starten på et slags dialogisk 1:1 projekt; Jeg udvalgte 8 af Bruegels billeder og anskaffede lærreder i præcist samme format. Jeg indledte en maleproces uden deadline, der skulle hvile på 3 enkle dogmeregler: 1.Bruegels motiviske fokus i hvert af de udvalgte malerier skulle fastholdes, men omformuleres i forhold til en fortælling om tiden nu. 2.Det overordnede og gennemgående kompositions-greb - landskabet set lidt oppefra - skulle fastholdes. 3.Endelig skulle alt i billederne have samme umiddelbare genkendelighed som i Bruegels billeder.